FORSIDE    »    FORMUERÅDGIVNING

 

ARTIKLER | HVORFOR BØR MAN SOM VIRKSOMHEDSEJER OPRETTE EN ÆGTEPAGT MED VILKÅR OM SÆREJE


En ægtepagt er en frivillig aftale mellem ægtefæller om deling af formue og aktiver i tilfælde af separation eller skilsmisse. Alle ægtefæller kan vælge at indgå en ægtepagt, men særligt for virksomhedsejere vil det ofte være relevant at oprette ægtepagt om virksomheden af hensyn til virksomhedsejeren selv og af hensyn til medejere.


FORMUEFÆLLESSKAB ER UDGANGSPUNKTET

Ved at blive gift får du og din ægtefælle automatisk formuefællesskab - også kaldet delingsformue - medmindre I aftaler andet. Formuefællesskab indebærer, at din formue og alle dine ejendele skal deles mellem dig og din ægtefælle i tilfælde af separation, skilsmisse eller ved dødsfald. En aftale om en anden løsning end almindeligt formuefællesskab forudsætter, at I opretter en ægtepagt, som er en skriftlig aftale mellem ægtefæller, som fastslår, hvem der ejer hvad. Aftalen (ægtepagten) sikrer, at I hver for sig kan beholde de omfattede aktiver og værdier, hvis I senere bliver skilt.


SÆREJE OM DIN VIRKSOMHED

Hvis din personlige formue som virksomhedsejer primært er udgjort af din virksomhed, og du ikke har aftalt andet med din ægtefælle, skal du som følge af reglerne om formuefællesskab (og delingsformue) betale halvdelen af virksomhedens værdi til din ægtefælle i tilfælde af skilsmisse. Værdien af virksomheden kan sjældent umiddelbart omsættes til likvider, og derfor vil mange virksomhedsejere ikke umiddelbart have mulighed for at betale værdien til ægtefællen.

Det kan indebære, at du bliver du nødt til at optage lån eller at sælge nogen eller alle dine ejerandele i virksomheden. På den måde kan du betale halvdelen af værdien til din ægtefælle. Hvis ikke det er muligt at optage lån eller at sælge ejerandele, må du give halvdelen af dine ejerandele i virksomheden til din ægtefælle.

Hvis din ægtefælle får halvdelen af ejerandelene, betyder det, at ægtefællen bliver medejer af virksomheden. Ægtefællen får indflydelse på de beslutninger, der skal træffes i virksomheden, og kan måske også kræve en plads i ledelsen. Det betyder endvidere, at I som fraskilte ikke har de bedste vilkår for at komme videre i livet hver for sig, og derudover kan ledelsen og driften af virksomheden blive udfordret. Du kan som virksomhedsejer undgå denne problemstilling ved at oprette en ægtepagt om særeje.


Jeg vil generelt anbefale virksomhedsejere at fravælge formuefællesskabet, og at man aftaler særeje om virksomheden med sin ægtefælle. En aftale om særeje vil ofte indebære, at ægtefællen - der fraskriver sig økonomiske krav vedrørende virksomheden - tilgodeses på anden vis. De fleste virksomhedsejere vælger at oprettet en ægtepagt med vilkår om "genstandsbestemt kombinationssæreje", som er rettet mod et holdingselskab, der ejer aktierne / anparterne i det driftsselskab, som er den egentlige genstand for særejet.

- Advokat Allan Østergaard Sørensen

FORSKELLIGE FORMER FOR SÆREJE

Der er forskellige særejeformer, og det er væsentligt at man som ægtefæller vælger den rigtige særejeform i forhold til jeres situation i forhold til økonomi, virksomhed og familie. I kan f.eks. vælge, at ægtepagten skal omfatte alle aktiver, eller at særejet skal være genstandsbestemt og derved alene omfatte bestemte aktiver f.eks. ejerandele i en virksomhed. I skal endvidere bestemme, om særejet skal være et skilsmissesæreje, et fuldstændigt særeje eller en kombination, hvoraf den sidste mulighed er den, som oftest anvendes.


FORMKRAV TIL ÆGTEPAGTER

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der stilles særlige formkrav til ægtepagter. For det første, kan ægtepagter kun oprettes i de former, som følger af lov om ægtefællers økonomiske forhold. For det andet, skal ægtepagter tinglyses for at blive gyldige. En advokat med speciale i private formueforhold kan rådgive dig om de forskellige særejemuligheder og samtidig sikre, at alt formalia overholdes i forbindelse med oprettelsen af ægtepagten.


OMKOSTNINGER VED OPRETTELSE AF EN ÆGTEPAGT

Hos Clea Advokatfirma er prisen for at oprette en ægtepagt altid fast, og prisen oplyses inden arbejdet påbegyndes, når arbejdets omfang er klarlagt. I de fleste tilfælde vil omkostningerne udgøre 6.000 kr. foruden 1.850 kr. i tinglysningsafgift.

 

 

 

 

 

 

HAR DU BRUG FOR RÅDGIVNING?



ADVOKAT ALLAN ØSTERGAARD SØRENSEN
TELEFON + 45 61 78 06 82

SEND EN MAIL TIL ALLAN SØRENSEN